Calby ser den indre kritiker i øjnene

Med millioner af streams og en Grammyvinder på holdet brød Calby massivt igennem i 2020. Debutalbummet Burnout høstede fem stjerner flere steder, mens det Carl Prisen-vindende titelnummer blev årets næstmest spillede på P3. Siden blev der stille. For de nye sange skulle være de rette, igen ville Calby rejse den ekstra mil for at sikre både intensitet og vellyd. Nu er sangene klar, og vi hører en sangskriver, der åbner sig mere end nogensinde.

Calbys flair for ædle amerikanske sangskrivertraditioner gjorde det svært for mange at tro, at han var dansk. Og når han selv skal forklare, hvordan hans sange opstår, skæver han over sin skulder.

”Det er som om, der sidder noget dér og hvisker. Vender jeg mig helt om, forsvinder det, så jeg skal bare lade det være og lytte. Det har jeg skullet lære. Men endnu mere har jeg skullet lære at tro på, at det jeg kom med, var godt nok til at dele med andre,” siger han. 

Denne alment menneskelige tvivl tager Calby med helt ind i kernen af sit nye album Inner Critic’s Choice Awards.

”Hård selvkritik er et dogme i vores tid. Det kan blive et åg, som gør, at du glemmer at leve dit liv. Omvendt kan selvkritik gøre, at du bliver disciplineret og får udrettet noget. Jeg tror, mange kæmper med den balance – jeg kæmper især med den, når jeg skal skrive sange,” siger Calby. 

Han fortsætter: ”Titlen er også et spil på, hvad man definerer som succes. Er det de ydre omstændigheder og forventninger, eller er det din egen mavefornemmelse for, hvad der er rigtigt at gøre? Vil du sige det, som forventes af dig, eller det du har på hjerte? Når jeg skriver sange, er det oftest dem, der starter som outsidere – dem hvor jeg tænker ’det her kan jeg da ikke skrive – som ender med at blive de bedste.”

En af mine opgaver er at undersøge det, jeg ikke ved. Og jeg skal turde grave dybere. Ellers har jeg ingen berettigelse. Så det er et inderligt univers, hvor jeg har det som om, at jeg inviterer folk hjem i mit køkken, og så fortæller jeg, hvad jeg har på hjerte. Uden at det er kalkuleret, og uden at det skal passe til en bestemt stil. Jeg forsøger at være tro over for mine største sangskriveridoler, der alle sammen tør at lave musik, der krydser genrer.”

Resultatet er en sang som førstesinglen ’Daydream’, der er en god trædesten fra det første til det andet album, fordi det soulede koncentrat får tilført nogle skefulde optimisme. Bag sangens drømmende tone ligger refleksioner over, hvordan de mest mindeværdige oplevelser ofte opstår, når man driver væk fra virkeligheden. ’Cut Me Loose’ dyrker tungere vibrationer og lyder som en slags clubbet bluegrass, mens ’Heartbeat’ er helt ren i sit nedbarberede udtryk – passende for en sang, der er tænkt til at give følelsen af, at dine nærmeste samler sig om dig og synger for dig. Endelig rummer albummet ‘Don’t Tell Your Friends’, som har spøgt i Calbys liv, siden han skrev den som 19-årig. På en uge blev han droppet af kæresten, fyret fra jobbet og smidt ud af lejligheden, og da han skrev denne sang, vidste han, at han var ved at finde en ny vej: Som sangskriver. Problemet var, at han i årevis ikke kunne forløse sangen. Lige indtil han, mest for sjov, spillede den en novemberdag sidste år, og pludselig var den der, i et one-take.

Det er den type øjeblikke af ufortyndet følelse, Calby gør sit ypperste for at fange. Det gælder også live, hvor han og bandet gør en dyd ud af ikke at gemme sig bag kostumer og lysshow, men at se publikum i øjnene. Det har allerede givet talrige udsolgte koncerter, og Calby følger også Inner Critic’s Choice Awards op med en turné i november 2023.

”Jeg har det som om, at det her album er en genfødsel, og jeg glæder mig til at komme ud og etablere intense rum med folk.”

Fakta – Calby

  • Debutalbummet ’Burnout’ fik fem stjerner i både Gaffa og Soundvenue, og sidstnævnte skrev, at ”danskeren med det internationale format imponerer og bevæger med sin harmoniske og organiske vekslen mellem soul, r&b og pop i stilsikre arrangementer.
  • Titelnummeret blev i 2020 det næstmest spillede nummer på P3, vandt Carl Prisen 2021 i kategorien Årets Mest Spillede Sang og er desuden gået dobbelt platin.
  • Calby har været nomineret til to Danish Music Awards, i kategorierne Årets Nye Livenavn og Årets Danske Radiohit. 
  • Calbys fire første singler gik i top-10 på den danske Airplay Chart.
  • Hans sange har rundet mere end 23 millioner streams på Spotify.